21.02.2013 Kategori: Generelt

Janne Nielsen rapporterer fra Portugal: Tilbage på hockeybanen - nu som Technical Official...


Officials Portugal - EuroHockey Indoor Club Challenge (W) 2013


Janne Nielsen rapporterer fra Portugal: Tilbage på hockeybanen - nu som Technical Official...

For 3 år siden måtte jeg tage den hårde beslutning at stoppe som aktiv hockeyspiller pga. en skade – det var ellers ikke lige planen. Jeg indtog rollen som tilskuer og hockeypensionist indtil Casper Guldbrandsen tilbød mig rollen som Local TO til  EM 2012 på hjemmebane i Slagelse. Jeg sagde hurtigt ja, selvom jeg ikke var helt klar over hvad rollen indebar.
For mig blev det en rigtig dejlig weekend og et spændende møde med en anden del af hockeylivet end den som spiller. Mine opgaver var nye og spændende og fællesskabet blandt officials og det internationale miljø inspirerende. Det var dejligt at være en del af et team og virkeligt fedt at være tilbage ”på banen” igen.
Efter en turnering får man altid sin evaluering, og efter et par måneder blev jeg budt velkommen i den europæiske hockeyfamilie - nu optaget på listen over EHF´s judges til både indendørs- og udendørsturneringer.
I august 2012 var jeg så heldig allerede at blive appointed (som man kalder det) til min første turnering, og hvilket mesterskab - U21 Europamesterskabet for mænd og kvinder i Holland! Det var en stor oplevelse at være til EM i Holland med deltagelse af de 8 bedste nationer i Europa. Derudover er Holland meget erfarne til at organisere store hockey events og for en dansker blev turneringen afholdt i virkelig imponerende rammer med flot klubhus, hockeyanlæg med 7 baner samt små alternative baner til de helt små spillere. Desuden kom flere af Hollands OL deltagere og trænede en masse børn under turneringen.
Som judge var det en god og spændende udfordring da de 2 TD´er yderligere havde besluttet at vi Officials kunne være på kampe i både herrer og dameturneringen. Både på og udenfor banen var sammenholdet og stemningen blandt alle officials rigtig god. Under turneringen delte jeg værelse med Tania fra Italien, det er kutyme at de to EHF Judges bor sammen.
Inden EM i Slagelse havde jeg ikke set muligheden for at jeg kunne blive en del af dette, men jeg greb chancen og i skrivende stund er jeg ankommet til Lissabon til min første indendørsturnering (EuroHockey Indoor Club Challenge (W) 2013), og det bliver spændende at arbejde sammen med nye mennesker og møde Tania fra Italien og Hanneke fra Holland som jeg mødte til U21 EM i Holland.