23.08.2014 Kategori: Opslagstavlen, Udvikling

Benny Berthelsen - Ny udviklingskonsulent i Dansk Hockey Union

Det var et enigt ansættelsesudvalg, som pegede på Benny Berthelsen, der fra 1. august er tiltrådt sin nye stilling som udviklingskonsulent i Dansk Hockey Union.


Benny Berthelsen


- Benny gjorde et meget stærkt indtryk på ansættelsesudvalget i de to omgange, han var indbudt til samtale, forklarer Tobias Madsen, der er udviklingsudvalgsformand for Dansk Hockey Union. 

Benny er 55 år, bosat i Taastrup og deltidsfar til to børn på henholdsvis 18 og 15.

- Han fremtræder både som en faglig meget kompetent konsulent og som en åben og energisk person, forklarer Tobias, og tilføjer, at han føler sig overbevist om, at vi med Benny får en person der kan hjælpe klubberne med deres individuelle udfordringer og samtidig være med til at videreudvikle og realisere unionens udviklingstanker.

Ny udviklingskonsulent med solid praktisk og teoretisk ballast for udviklingsarbejde

Benny har senest arbejdet som selvstændig konsulent, hvor han blandt andet har beskæftiget sig med træning, proces- og organisationsudvikling i både offentlige og private virksomheder. Derudover har Benny i en periode på 5 år været ansat som udviklingschef i uddannelsesafdelingen i Bikuben (i dag Danske Bank). Som en del af bagagen har Benny også et grundigt kendskab til foreningsudvikling, da han er dybt involveret i Roskilde Bordtennis, BTK 61.

Bennys første tid vil gå med at komme ud og møde klubberne og udøverne, samt at skabe retning for udviklingsarbejde omkring dansk hockey. Det er opgaver Tobias er sikker på, at Benny vil få succes med.

- Dansk hockey har mange og meget forskelligartet udfordringer foran sig, erkender Tobias, og forklarer at han mener at Benny vil blive en nøgleperson i forhold til at imødekomme morgendagens udfordringer. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Benny bliver en alletiders konsulent for udøverne, klubberne og Unionen, forklarer Tobias.

Du kan finde kontaktoplysninger på Benny her: Udviklingskonsulent, Benny Berthelsen